Danmarks halvtredsårsjubilæum for tilslutningen til Det Europæiske Fællesskab
Den 2. oktober er det 50 år siden, at et flertal på 63,3 % af de danske vælgere stemte ja til medlemskab af det Europæiske Fællesskab (EF). Det betød, at Danmark kunne indtræde i EF den 1. januar 1973. Det er i forbindelse med 50-års jubilæet værd at gøre status over Danmarks forhold til det europæiske samarbejde. Lidt forenklet har Danmark haft en kræmmertilgang til det europæiske samarbejde. Et flertal af vælgerne har støttet europæisk integration, som har direkte økonomiske fordele for landet. Derimod har et flertal været mere skeptiske i forhold til politisk samarbejde især når det indebar afgivelse af suverænitet. Da det europæiske samarbejde blev sat i gang i 1951 i kølvandet på Anden Verdenskrig, var Danmark ligesom vores vigtigste samhandelspartner på det tidspunkt Storbritannien ikke en del af det. Den danske regering måtte revurdere situationen, da samarbejdet tog fart med Rom-traktaten fra 1957 om etableringen af fællesmarkedet. Igen besluttede vi at følge Storbritannien ved at stå uden for. Imidlertid oprettede vi sammen med Storbritannien og andre lande Den Europæiske Frihandelssammenslutning i 1960 som var mindre forpligtende. Den Europæiske Frihandelssammenslutning blev dog ikke samme økonomiske succes som EF. Allerede i 1961 besluttede vi at følge Storbritannien ved at søge om medlemskab. Storbritanniens og indirekte Danmarks medlemskab blev dog blokeret af den franske præsident Charles de Gaulle i 1963 og igen i 1967. De danske ansøgninger om medlemskab var dog ikke nytteløse. I 1960erne blev en række redegørelser udarbejdet omkring, hvordan Danmark kunne tilpasse sig økonomisk, juridisk og politisk. Ligeledes blev der oprettet forskellige administrative og politiske organer i Danmark til håndtering af EF. Derfor var Danmark godt forberedte, da Charles de Gaulle gik på pension i april 1969. På et topmøde i Hauge i december senere samme år blev det besluttet at indlede forhandlinger med Storbritannien, Danmark, Norge og Irland om medlemskab. Efter endte forhandlinger kunne den daværende statsminister Jens Otto Krag udskrive valg til afholdelse den 2. oktober 1972. Selvom der var stor støtte i Folketinget til medlemskab, hvor kun SF var i mod, blev der debatteret omfattende for og imod medlemskab i Danmark. Det skyldes dels, at modstanden mod medlemskabet blev varetaget af den tværpolitiske Folkebevægelse mod EF, men også at der udover modstanden fra SF var stærk modstand internt i Socialdemokratiet fra særligt de yngre medlemmer. Debatten dengang og lige siden drejede sig primært om de samfundsøkonomiske fordele af medlemskab overfor omkostningerne i form af afgivelse af suverænitet. Selvom et flertal af de fremmødte norske vælgere kort forinden havde stemt nej til medlemskab, blev det som anført et stort ja i Danmark. I forbindelse med indtrædelsen er det værd at bemærke, at 1960ernes økonomiske vækstdamp var ved at gå af samarbejdet, da Danmark trådte ind i 1973 og særligt i årene efter. Spoler vi frem til 1986 var der efter den økonomiske turbulens i 1970erne og den første halvdel af 1980erne igen udbygning af samarbejdet på dagsordenen. Udbygningen blev i Danmark kendt som EF-pakken, der handlede om af nedbryde tekniske barrierer for samhandel. På grund af modstand i dele af socialdemokratiet og de radikale kunne Schlütter-regeringen ikke mønstre det nødvendige flertal. Derfor valgte Schlütter at udskrive en såkaldt vejledende folkeafstemning. Schlütter-regeringen vandt folkeafstemningen med et flertal på 56.2%. Regeringen og oppositionen havde forinden accepteret at følge resultatet af den vejledende folkeafstemning. I forlængelse af folkestemningen udtalte Schlütter de famøse om, om at ”Unionen er stendød”. Schlütter havde dog gjort regning uden historiens vært. Berlinmurens fald og Tysklands genforening betød, at der skulle etableres en politisk union i henhold til Maastrichttraktaten fra 1991. Den 2. juni 1992 måtte vi igen til folkestemning, hvor et lille flertal på 50,7 % stemte nej. Det ledte til en stor krise både i det europæiske samarbejde og i Danmark. Det var nu ikke længere givet, at befolkningerne fulgte deres ledere i tykt og tyndt når det kom til det europæiske samarbejde. Ikke lang tid efter afstemningen var der topmøde i Lissabon den 26. juni 1992 samme dag som Danmark spillede EM-finale mod Tyskland. En veloplagt udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen udtalte ved ankomsten til topmødet ”if you can't join them beat them” og det gjorde vi - i fodbold. Efter betænkningstid blev der indgået et nationalt kompromis, hvor Danmark tog fire forbehold for EU-samarbejdet. Kompromiset blev accepteret af 56,7 procent af vælgerne ved en folkeafstemning den 18. maj 1993. En gruppe demonstranter følte, at det oprindelige nej ikke var blevet respekteret. Dette ledte til hårde kampe, hvor politiet måtte skyde mod folkemængden. Siden indgåelsen af forbeholdene har der været fire folkeafstemninger om helt eller delvist at afskaffe ét af disse. To af afstemningerne om henholdsvis Euroen i 2000 og ændring af retsforbeholdet i 2015 har resulteret i et nej. To andre om henholdsvis Patentdomstolen i 2014 og afskaffelse af forsvarsforbeholdet i 2022 har ledt til et ja.
Danmarks forhold til EU er defineret af tre forhold. For det førte er det som beskrevet især de økonomiske argumenter, som har haft betydning for holdningen til det europæiske samarbejde: Hvilke økonomiske gulerødder vil vi opnå, hvis vi siger ja og, hvilke økonomisk pisk kan det få, hvis vi siger nej? Danskernes forhold har sjældent været domineret af store visioner for det europæiske samarbejde om fred og mere politisk samarbejde. På trods af den danske kræmmertilgang har vi spillet en nøglerolle i forbindelse med optagelsen af medlemslande fra den tidligere Sovjetblok. For det andet har vi haft en tradition for folkeafstemninger. Også når det ikke har været nødvendigt i henhold til grundloven. Her er komplekse problemstillinger blevet kogt ned til ja eller nej spørgsmål. Resultatet af dette har været splittelse i befolkningen. For det tredje har mange politikere i folketinget ofte været mere positive over for det europæiske samarbejde end vælgerne. Det har ændret sig i det senest årti, hvor EU positive partier som socialdemokratiet og det konservative folkeparti har ydret sig mere skeptisk. På et tidspunkt talte vores nuværende statsminister Mette Frederiksen ligefrem om at afvige fra skiftende regeringers politik om, at Danmark altid skulle være i kernen af det europæiske samarbejde. Skepsissen i det politiske partier, er dog blevet nedtonet efter Storbritanniens folkeafstemning i juni 2016 om medlemskab og deres kaotiske udmeldelse. Læg dertil krigen i Ukraine, der har betydet, at den historiske danske skepsis omkring det europæiske samarbejde er blevet mindre. Det glæder både blandt de politiske partier og i befolkningen. Noget tyder på, at der er kommet en højere grad af overensstemmelse mellem partierne og deres vælgere når det kommer til EU. Nogle partierne er ikke helt så positive som de har været mens vælgerne er blevet mindre skeptiske. I fremtiden bliver der nok at se til i forhold til EU med bl.a. den fortsatte krig i Ukraine, en energikrise og en mulig økonomisk recession samt en bredere omstilling af de europæiske samfund til vedvarende energi. Her kan den danske kræmmertilgang til EU godt blive sat på prøve. Udfordringerne rummer dog betydelige økonomiske og politiske muligheder for Danmark som en lille åben vidensøkonomi.